Jeg har ofte en masse grøntsager i overskud, når vi har afholdt madkurser, og eftersom jeg ikke altid kan nå at bruge dem, så har eksperimenteret med at sylte en del af dem, så det ikke bare bliver til frosne grøntsager igen-igen.

Denne gang stod jeg og skulle på skiferie, så med lidt variation i det syltede, så valgte jeg at grille mine grøntsager, så vi havde til aftensmaden, og bagefter blev resten syltet, så vi senere kan bruge dem til tilbehør til sandwich, salater og kød.

Opskrift

Ingredienser
  • 1 kg. grillede grøntsager
  • f.eks. rød peber, chili, squash, aubergine, rødløg,
  • hvid eller rød spidskål, broccoli, både buketter og stok
  • olivenolie - til pensling
  • havsalt - efter ønske
  • friskkværnet peber - efter ønske
Til syltning
  • 500 ml. eddike
  • 400 g. sukker
  • 1 tsk. salt
  • 1 fed knust hvidløg
  • 1 dl. olivenolie
Sådan gør du
  1. Skær grøntsagerne i passende store stykker og pensl dem med olie. Grill grøntsagerne over direkte varme.

  2. De grove grøntsager som broccolistokke kan godt grilles videre over indirekte varme for at blive møre.
  3. Kog eddike, salt og sukker op til sukkeret er opløst.
  4. Kom ca. 1 kg grillet grøntsager i et 1 l. henkogningsglas og hæld den kogende eddikelage over grøntsagerne. Når det er afkølet så hældes olien over grøntsagerne.

  5. Stil glasset i køleskabet. Efter et døgn kan du tage af grøntsagerne og servere dem til et stykke kød, f.eks. i en sandwich som den syrlige ingrediens eller når salaten skal friskes op.

NB : det er også muligt at komme rå grøntsager i henkogningsglasset.
Så skal de bare trække i to døgn, før du bruger dem. God appetit!

Tilmeld dig vores køkkenskriverier

Få lækre opskrifter og gode tips til køkkentjanserne i din indbakke.

Tak. Så er du næsten klar. Tjek din email og bekræft din tilmelding.