Her lige en opskrift på rugbrødslommer til weekenden, som børnene sagtens kan være med til at lave til deres egne madpakker. Brødet er koldhævet, og kan sagtens komme i fryseren, så har du altid et friskt brød at lave en god sandwich af til både børnene og dig selv.

  • Rugbrødslommer
  • 10 g. gær (langtidshævning) / 25 g. gær (korttidshævning)
  • 7 dl vand
  • 1 dl kærnemælk
  • 1 spsk. Salt
  • 400 g rugmel
  • Ca. 450 g hvedemel

Rør gæren ud i vand og kærnemælk. Tilsæt salt og rugmel og rør rundt – gerne på en røremaskine, hvis du har en. Tag hvedemelet og ælt det i, til konsistensen er som næsten færdig dej, dvs. den må godt hænge en anelse fast på skeen, men den skal dog have dannet klump og slippe skålen. Når du har opnået den rigtige konsistens, så dæk skålen med plastfilm og stil den i køleskabet mindst 12 timer, men gerne 24 timer hvis du har tid.

Når dejen har fået lov at hæve, så hæld den ud på meldrysset bord, og del den op i i 20 stykker.

Tag stykkerne, og tril dem ud til flade boller, der minder om en slags pitabrød. Læg brødene på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad dem efterhæve 20 min.

Stil pladen midt i en kold ovn, sæt ovnen på 225 grader, og anbring en lille skål med vand i bunden af ovnen.
Bag ca. 15 – 20 min., til bollerne lyder hult ved bank på bunden.

De friske boller kan fyldes med hvad du selv ønsker.

Tilmeld dig vores køkkenskriverier

Få lækre opskrifter og gode tips til køkkentjanserne i din indbakke.

Tak. Så er du næsten klar. Tjek din email og bekræft din tilmelding.