Sommeren viser sig frem med sine varme dage, fyldt med solskin – og det er dage som disse der er perfekte til en hyggeligt udflugt. Selvfølgelige inkl. en lækker, velsmagende picnic.

Til vores sidste familietur lavede jeg de her superlækre “pulled duck burgers”, der gled ned til stor tilfredshed i hele gruppen.

De er supernemme at lave, og kan sagtens laves med resterne af and fra aftensmaden dagen inden. Eller skift ud med andet fjerkræ du lige har lyst til.

 

Pulled duck i hampboller med bløde rødløg, tomatchutney og rød spidskål
Antal: 4 personer
Ingredienser
  • 4 stk. hampboller - Se opskrift
  • 400 g. pulled duck – øko. and som er tilberedt ved 90 grader i 24 timer.
    Skiver af andebryst eller kylling kan også bruges
    - Se opskrift
  • 4 spsk. tomatchutney - Se opskrift
  • 4 spsk. bløde, røde løg - Se opskrift
  • 4 håndfulde rød spidskål - Se opskrift
Sådan gør du
  1. Flæk 4 boller og smør dem i top og bund med tomatchutney. 

  2. Kom en god håndfuld rød spidskål i og kom din pulled duck ovenpå. 

  3. Slut af med en skefuld bløde rødløg og læg topbollen på. Spises med det sammen eller pakkes ind i madpapir. 

 

Hampeboller med kerner
Ingredienser
  • 6 dl. koldt vand ca. 20 grader
  • 10 g. gær
  • 2 tsk. havsalt
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 æg
  • 100 g. hampmel
  • 100 g. 5 korns-blanding
  • 200 g. fuldkornsrugmel
  • 800 g. speltmel el. lign.
  • pynt evt med kerneblanding, sesam, hørfrø eller græskarkerner
Sådan gør du
  1. Opløs gæren i vandet, tilsæt kornblandingen og fuldkornsmelet og lad det trække i ca. 15 min. 

  2. Tilsæt herefter æg, olie og salt og rør godt rundt. Tilsæt herefter hamp- og speltmelet og ælt det i hånden eller på røremaskine i ca. 5 min. Dejen skal være blød og hænge ganske let ved fingrene.

  3. Lad dejen hæve i en skål med låg eller film over i ca. 6 timer et køligt sted fx ude eller i køleskabet til dagen efter.

  4. Bollerne sættes af på en bageplade med en stor ske som er dyppet i varmt vand med lidt olie i. Sæt alle fingre ned i dejen et par gange, så der kommer fordybninger i dejen.

  5. Pensel bollerne med lidt olie og vand og drys med forskellige kerner til pynt. Tænd ovnen på 235 grader, varmluft og lad boller hvile imens, ca. 15 min. Bages i 15-20 min. til de lyder hule i bunden når du banker på dem.

Tips og tricks:

 

Retningslinjer for hvor meget gær du skal anvende kommer an på temperaturen du hæver dejen ved, samt tiden.

 

Gærmængder der passer til 1 kg mel:

 

• 4 g. gær passer til hævetid på køl natten over eller op til 2 dage i køleskab.

 

• 12 g. gær passer til 2 timer i stuetemperatur

 

• 25 g. gær passer til 1 time i stuetemperatur

 

•50 g. gær passer til ½ time i stuetemperatur

 

Ved koldhævning anvendes 20 grader koldt vand og ved varmhævning anvendes 37 grader varmt vand. Ved væske over 40 grader risikerer du at gærcellerne dør, og dit brød derfor ikke hæver.

 

Drys aldrig  salt eller sukker direkte på gæren, da gæren ikke tåler for meget salt og sukker. Salt får gæren til at skrumpe ved at trække vand ud og kan dræbe gærcellerne.

Vent derfor med at tilsætte saltet, men tilsæt det sammen med melet.

 

Fintsnittet rød spidskål
Ingredienser
  • 1 rød spidskål
  • 1 saften fra en citron
  • 1-2 spsk. olivenolie
  • 2 håndfulde bredbladet persille
  • 1 tsk. salt
  • peber efter behov
Sådan gør du
  1. Snit spidskålen helt fint på et mandolinjern (Er du i tvivl om hvordan du bruger dit mandolinjern rigtigt? Så se vores video HER). Kom det i en skål og pres citronsaften over og drys med lidt salt. Lad det trække i 15 min. så det falder sammen. 

  2. Kom lidt olivenolie og peber i og vend rundt. Hak persillen groft og vend det i kålen. Smag til. Server det som tilbehør eller som her i en pulled duck burger.

 

Bløde rødløg
Ingredienser
  • 250 g. rødløg i kvarte både
  • 1 dl. mørk balsamico-eddike
  • 2 spsk. smør eller olivenolie
  • 1 spsk. solbærsirup el. lign.
  • Salt og peber efter lyst
Sådan gør du
  1. Smelt smørret ved middelvarme og kom rødløgene i og drys med salt. Skru evt. ned for varmen. Løgene skal ikke brune, men blive klare og falde sammen. 

  2. Tilsæt eddike og sirup. Lad dem simre videre til de er faldet godt sammen og er blevet bløde. Smag til med salt og peber og juster det sure og søde, efter din egen lyst. 

 

Tomatchutney
Ingredienser
  • 250 g. tomater i fine tern el. en dåse tomater i tern
  • 150 g. løg, fint hakket.
  • 1 dl. rosiner eller abrikoser i tern
  • 1 dl. lys eddike, æble-eddike eller alm. eddike
  • ½ dl. vand
  • 1 dl. rørsukker
  • 1 tsk. sennepspulver
  • 1⁄4 tsk. muskatnød
  • salt og peber efter lyst
Sådan gør du
  1. Kog vand, eddike og sukker op til det er opløst. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad det simre til det har reduceret sig i ca. ½ time. Smag til med salt, peber, sukker og de øvrige krydderier.

  2. Kom det på et glas med låg, som er skoldet, så kan det holde sig ca. 1 mdr. i køleskabet.

  3. Spis det som spread i en sandwich eller server en skefuld til et stykke kød f.eks andebryst. 

Tilmeld dig vores køkkenskriverier

Få lækre opskrifter og gode tips til køkkentjanserne i din indbakke.

Tak. Så er du næsten klar. Tjek din email og bekræft din tilmelding.