På vores ferie i år til Kroatien fandt jeg nogle virkelig lækre udgaver af hvad vi ellers kender som chutney. Bl.a. denne spicy Ljutenica, hvor jeg hvor jeg måtte i gang med ”Google Translate” for at oversætte ingredienslisten, da mit kroatiske (eller fuldstændig mangel på samme) kom til kort.

Ofte er der aubergine i, men ikke i denne, og det gør den mere mild og de bløde bagte røde peberfrugter giver en sødme der smager igennem. Den er så blevet spicet op med chili i stedet.

Der var også brugt solsikkeolie, vineddike og sukker oprindeligt, men jeg kørte lidt frihånd i min udgave, og tilføjede ikke de sidste ting.

 

Da vi boede i telt og ikke havde andet end en gasgrill og en bunsenbrænder, så var det den nemme madlavning vi gik efter, og her i blandt var det, at lave Cevapcici med Ajvar og en salat af lokale grøntsager godt med lokal produceret olivenolie, en ren succes. Den ajvar vi finder herhjemme i glas fra supermarkedet er desværre ikke altid den bedste kvalitet smagsmæssigt, og ofte mere bitter.

Længere nede får du også opskrifter på cevapcici, som er en kødrulle, også fra balkanområdet og som ofte spises, da den er hurtig at lave og nem at grille, især når man opholder sig en del ude i det fri. Derudover en opskrift på citronmarineret sommerspidskål som tilbehør. I det baltiske område finder man også surkål, vi kender måske bedre som sauerkraut, og min sommerspidskål er et forslag der giver samme modspil som surkålen.

 

 

Ljutenica / Ajvar


Ajvar [udtales ayvar] eller ljutenica er en krydret grøntsagssovs/chutney som stammer fra baltiske køkken. Den anvendes bl.a. som sovs til kød, grøntsager, brød, men kan også tilsættes gryderetter. Af ingredienserne bruges rød peberfrugt, gulerødder, tomater, aubergine, løg, hvidløg, sort peber, vegetabilsk olie, vineddike, sukker og salt. Den kommer i mange udgaver: glat og chunky, hot og mild.

Ljutenica er som oftest mere spicy og intens end den anden populære udgave, ajvar. Imidlertid har forskellige regioner og lande deres egne fortolkninger af denne grøntsagschutney, og alle holder deres egen opskrift tæt til livet. 



Ingredienser
  • 4 stk. peberfrugter - (ca. 500 g.)
  • 2 stk. tomater - (ca. 125 g.)
  • 1 fed hvidløg
  • 1 lille håndfuld bredbladet persille
  • 1 spsk. ekstra jomfru olivenolie
  • lidt citronsaft eller lime
  • chili efter smag, frisk eller kværnet
  • havsalt og friskkværnet peber
Sådan gør du
  1. Sæt ovnen til 225°

  2. Rens og skær peberfrugterne, tomater og evt. frisk rød chili i halve. Kom dem på en bradepande med bagepapir, og bag dem i ovnen i ca. 30-45 min.  indtil skindet ser brændt ud, og peberfrugten er blød. 

  3. Vend dem halvvejs, og lad dem blive i ovnen til skindet på den anden side også ser brændt ud. Fjern skindet fra alle grøntsagerne. 

  4. Blend de bagte grøntsager med persillen, olivenolie, chili, hvidløg og lidt citronsaft, til det er en grov mos, og smag til med salt, peber og måske lidt chili. 

Tips:

Husk at smag på chilien og hvidløget, hvor stærk det er, så du ved hvor meget du skal bruge. Der er meget forskel på styrken.

Hvis skindet er svært at fjerne fra peberfrugten, så kom dem i en skål med låg i ca. 5 min. og fjern herefter skindet.

Lav gerne opskriften i dobbeltportion, så har du nok og til en rest dagene efter.

 

 

 

Sommerspidskål med citronmarinade
Ingredienser
  • 1 stk. sommerspidskål
  • 1 bdt. dild
  • 4 spsk. ekstra jomfru olivenolie
  • 2-3 spsk frisk citronsaft eller lime
  • friskkværnet salt og peber
Sådan gør du
  1. Halver spidskålen og snit den i fine strimler enten i hånden eller på mandolinjern. 

  2. Dilden hakkes og blandes i med spidskålen.

  3. Bland en marinade af olivenolie, frisk citronsaft og smag til med salt og peber. Den må meget gerne smage syrligt. 

Du kan også bruge lidt af den lilla spidskål eller hvidkål, men så syntes jeg den skal skæres på mandolinjern for at blive mere delikat, og ikke så overvældende i smagen. Hvis du fermenterer grøntsager, så kan du servere surkål til i stedet.

 

 

 

Bosnisk Cevapcici / Balkanruller
Antal: 12 stk.
Ingredienser
  • 500 g. hakket oksekød - (12-16% fedt)
  • 2 stk. løg
  • 1 fed hvidløg
  • 4 spsk. bredbladet persille
  • 1 stk. æg
  • 1 tsk. røget paprika
  • 1 tsk. havsalt
  • friskkværnet peber
  • olivenolie til pensling
Sådan gør du
  1. Kom det hakkede kød i en skål og rør den godt sammen med saltet. Hak løget fint og bland det i kødet sammen med knust hvidløg, hakket persille, røget paprika, friskkværnet peber og æg. Ælt farsen god sammen og form den til små, fingerlange pølser.

  2. Pensel cevapcici'ene godt med olie. Grill dem, eller læg dem på en grillrist over bradepanden og bag den ved 250-300°  i 8 til 10 min. Pas på de ikke får for meget, for så bliver de tørre.  

  3. Vend cevapcici, når halvdelen af stegetiden er gået og pensl dem før de steges helt færdige. 

  4. Serveres med Ljutenica/ajvar og fint snittet sommerspidskål eller hvidkål med en citronmarinade. Hvis du fermenterer grøntsager, så kan du servere surkål til. 

Tips:

Af hakket kød kan du også anvende halv okse- og lammefars, eller halv okse- og kalvefars. Selvfølgelig kan kyllingekød også anvendes.

 

 

Tilmeld dig vores køkkenskriverier

Få lækre opskrifter og gode tips til køkkentjanserne i din indbakke.

Tak. Så er du næsten klar. Tjek din email og bekræft din tilmelding.